Se dét var en nyttig julegave

En tilbagevendende fornøjelse ved at være privatansat er den årlige julegave fra chefen. Det har været meget forskelligt gennem tiden, og i år var det en kurv med blandet godt fra Detaljen i Vejle. En fin kurv med fokus på det sorte og røde, lakrids, mørk øl osv. Meget lækkert altsammen. Men jeg havde det som mine egne unger til deres første jul: Det var indpakningen der var det sjoveste!

Blandt de fine æsker og flasker stod nemlig denne papirspose i Nepalesisk, håndlavet, bæredygtigt papir med lange fine hanke af grå, hvide og sorte filtkugler:

Bæredygtig bærepose

Tænk, at få sådan en håndfuld filtkugler forærende. 1-2-3 så har man et armbånd, og 1-2-3-4-5-6... med lidt ihærdighed og et par ommere kan man også få en ring:

Armbånd og fingerring med og af filtkugler

Armbåndet er lavet ved at træde kuglerne på en elastik, tilføjet et par mellemled med "krystaller". Ringen er lavet på basis af en grundring fra Panduro Hobby, filtkuglerne trædes på en tintråd sammen med et par små facetslebne sorte perler (en mellem hver filtkugle og en i midten) og det hele vikles fast omkring grundringen.

Det vil passe fint sammen med min nye elefandisse.
Senere er også en filtkugle-halskæde kommet til, lavet af resten af posens filtkugler.

Si loin, si proche

Den eneste ene

eller

Ensomhed

?

Efteråret i en nøddeskal

Jeg gik en tur i skoven i dag. Jeg har sjældent set noget så smukt. Ikke fordi jeg tror skoven var smukkere i dag end på enhver anden efterårsdag. Men fordi jeg oplevede at bare se. Se, og intet andet.

Jeg tror det er det, der hedder bevidst nærvær. 

Efteråret. Det er lissom naturens mellem klokken 3 og 5 om eftermiddagen. Vi puster ud, mærker at vi nu kan hvile, trække os ind i os selv, være sammen med dem vi holder af og bare være til. Være nærværende. 

Og så tænker jeg, at sådan må det være at blive ældre. At modnes. Og så glæder jeg mig over, at jeg er på vej dertil.



* 

At flyve som et forårsfrø

For sommerblomst at blive

Er kun at visne for at dø

Kan ingen frugt du give

Hvis modenhedens milde magt

Af livet selv du lærte

Da slår bag falmet rosendragt

Dit røde hybenhjerte

*

Tante Grøn revisited

Tante Lilla var sød og yndig og Tante Brun var rund og rar. Tante Grøn var sur og skrap. Med briller, nedadvendte mundvige og løftet pegefinger sørgede hun for at børnene blev indprentet nyttig lærdom. Sådan husker jeg hende.

Og så lige grøn...

Men når jeg nu åbner den gamle, heltistykkerelskede bog kan jeg se, at hun har et venligt glimt i øjnene, har et svagt punkt for Per og Lotte, OG redder en lille forladt kattekilling ned fra et høloft i et århundrede hvor pæne damer ellers absolut ikke klatrede på stiger.

Det kunne hverken Tante Lilla eller Tante Brun have gjort.

Det er okay, Tante Grøn! Jeg vil gerne dele min farve med dig. Og vedkende mig, at jeg nok altid har identificeret mig mest med dig, hvad enten jeg ville eller ej.

Denne Tante Grøn har lavet sig en halskæde. Af bomuldssnøre og glasperler:

Enderne med glashjerterne er lavet ved at sætte glashjerterne på perlestave, en lille rocaillesperle er sat over hvert hjerte for at skjule perlestaven og et øje er formet med perlestaven, hvor bomuldstråden er bundet fast. Knuden er skjult af de lysgrønne perler.

Hver perle på snoren er holdt på plads med enkle knuder på hver side af perlen.

Den færdige længde er ca. 150 cm i alt, men der går en del snor til knuder, så sæt en del mere snor af.

Mozart og smykkerne

Jeg hørte for nogen uger siden et radioprogram om Mozart. Det var spændende. Jeg blev siddende i bilen uden for Jysk for at høre det færdigt før jeg gik ind for at vælge hynder til havemøblerne.

Noget af det, jeg hæftede mig ved, var den enkle analyse af, hvorfor Mozarts musik tiltaler os så meget som det gør.

Det var blandt andet hans brug af gentagelser, sagde manden i radioen. Det menneskelige øre kan godt lide gentagelser. Men Mozart gav os mere end det, han gav os gentagelser med variationer.

Vi som lytter oplever altså både glæden ved at høre det kendte igen og fryden ved, at vi alligevel hører noget nyt.

Og er det ikke også lidt sådan når man har fundet en smykkemodel man holder af og som man laver i mange forskellige varianter? Man oplever glæden ved at gentagelsen og fryden ved at variere og gå på opdagelse.

Arvede svigermors skønne creoler
og tilsatte en jadeblomst på hver.



I en rodekasse i Kop&Kande dukkede en æske
akrylperler i uimodståelig orange op.



Festival-øreringene, de saftige gule æbler.



Og så de enkleste:
Creoler med færdigkøbte krussedullekugler.
I love it!

Ud i det blå

En gang i mellem lykkes det bare! Det der før var en lettere uordentlig samling af forskellige slags perler i poser, æsker og små dåser flyder pludselig sammen mellem hænderne på én, og bliver til et smykke. Ikke bare en række perler på en snor, men et smykke.

Grundidéen med de to parallelle tråde der lukkes ved at trækkes igennem en løkke hentede jeg i et amerikansk perlemagasin, Bead Star, som min mor havde med sig hjem fra det store udland, smækfyldt af inspiration. Det er synd, at den slags blade ikke står på kioskhylderne her i min lille by. Til gengæld har jeg levet meget længe på mit ene importerede eksemplar.

Halskædens "lås", metalringen som de to smykkewirer trækkes igennem er her den ene halvdel af en stavlås. I den lille løkke den har til at sætte en smykkewire i har jeg trukket to smykkewirer, som blev klemt fast med hver sin wireklemme. Og så gik jeg i gang med at trække perler på.

Jeg har brugt perler i forskellige størrelser, og når man gør det, er det vigtigt jævnlig at prøve halskæden på, så man ser, hvordan de store perler kommer til at ligge i forhold til hinanden når kæden kommer på, og den yderste smykkewire skal en længere tur rundt om halsen end den inderste. Ligger to store perler klods op ad hinanden kommer halskæden til at ligge ujævnt.

Begge wirer er afsluttet med et vedhæng med (fra oven) en lille perle, en stor blå glasperle og til sidst en eller to småperler igen.

Så da jeg havde trukket de sidste rocaillesperle på wirerne lod jeg dem ligge lidt. Jeg tog to perlestave, trak perler på til to ikke helt ens vedhæng der klædte hinanden og lavede et øje på hver perlestav.

Til sidst satte jeg vedhængene på enderne af hver sin wire vha. en wireklemme.

Men husk lige: vedhængenes glasperler skal selvfølgelig kunne komme igennem stavlåsen! Og nummer to vedhæng man trækker igennem skal også kunne komme igennem, når nummer et allerede er igennem og fylder lidt.

Det er, hvad der kan komme ud af at gå og klatkøbe perler når man ser noget til ikke ret mange penge i en farve man bare rigtig godt kan lide. Så ender man ofte med en samling af perler der faktisk klæder hinanden rigtig godt, og som ikke bare er en uordentlig samling materialer, men et potentiale for et smykke man bliver rigtig glad for!

Udspring

Overskyet dag

Kirsebær blomstrende

I solens sted
Kyohaku

Et par af mine allerførste ørenringe. Det eneste du skal kunne, er at sætte tre smykkedele på en perlestav, lave et øje og sætte resultatet på en dråbeformet creol. Så let er det. Så smukt bliver det. 

Sine qua non

Der er én teknik, der er uundværlig, hvis man vil bevæge sig så meget som ét skridt videre end perler-på-tråd: At kunne lave "et øje".

Et øje, er den løkke man laver øverst på en perlestav, der gør at perlestaven kan sættes sammen med eller på andre dele, f.eks. en creol, en kæde eller en anden perlestav. Mulighederne er legio.

Den bedste vejledning til at lave et øje, har jeg fundet på Jigsaws hjemmeside under "Sådan laver du et vedhæng...". I deres "Tips og Tricks"-sektion er der i det hele taget meget godt at finde.

Det kræver øvelse. Vi har alle lavet vinde og skæve øjer i massevis indtil teknikken endelig er der.

Når man øver sig, kan det komme til at se sådan ud:

Fra dybet...

Ocean

Dark, deep, dangerous

Roaring, fierce, yet soothing

Calming my mind with timelessness

Great Divider

Hjemmelavet armbånd af glasperler – sådan!

Det er smukt, det kan bruges til det meste af garderoben og til stort set alle lejligheder. Du kan gå ned til guldsmeden eller til brugskunstforretningen og betale en lille formue for det, eller du kan - med et par små tips - lave det helt selv.

 Sådan laver du dit helt eget armbånd:

• Det enkleste er blot at bruge elastiksnor som man til sidst lukker af med en knude. Find den rigtige længde ved at måle omkring dit håndled. Husk, at der skal være plads til at perlerne også fylder lidt omkring armen. Og husk at sætte snor af til knuden til sidst. Med andre ord, vær ikke for nærig.

• Perlerne jeg har brugt her er ca. 1 cm i diameter og 14-15 perler plejer at passe til mit håndled. Men prøv dig frem.

• Det er svært at undgå, at snoren kommer til syne mellem perlerne. Jo større perler, jo mere snor ses. Hvis du gerne vil undgå dette, så prøv at sætte små mellemled ind mellem de store perler. F.eks. små rocaillesperler eller små kugler. I armbåndene herunder er der brugt henholdsvis det ene og det andet.

• Træk perlerne på snoren. Prøv dig frem indtil du er tilfreds. Det kan tage et par forsøg, men det er vigtigt at du bliver tilfreds med resultatet.

• Prøv armbåndet før du lukker af, så du er sikker på at det hverken er for stort eller for lille. Bliver det for stort vil det falde af, bliver det for lille vil alt for meget elastiksnor komme til syne mellem perlerne.

• Når elastikken skal bindes, så gør det med 1½ råbåndsknob, dvs. ét almindeligt råbåndsknob og så lige ½ mere oveni.

• Skub til sidst knuden ind i en af perlerne, så den ikke længere ses.

Så er dit flotte, nye armbånd klar! God fornøjelse!

 

Æres den, som æres bør...

Se, egentlig er jeg slet ikke den rigtige Fru Skjoldborg. Den rigtige Fru Skjoldborg, det var min farmor. Et intelligent, rummeligt og dannet menneske med en sikker smag for de ting hun omgav sig med. En smag der var ren og klar og uden dikkedarer, oftest indeholdende blåtoner, turkis og en varm rosa.

Jeg hører nok til de relativt sjældne, der har haft fornøjelsen af i høj grad at dele smag med min farmor, og det er som om det rene, det blå og det turkise løber videre igennem Skjoldborg-familien, og blandt andet ud igennem mine hænder og ind i mine smykker - kan jeg lide at tænke...

Armbåndet her, i den kølige dybblå farve, afbrudt af den rene hvide med de små, blå blomster sender tankerne hen til en stille eftermiddag i farmors stue. Til det musselmalede testel. Til ro. Til støvkornenes dans i solstriben. Det gamle bornholmerur tikker støt og roligt. Ingen hast. Her vil man gerne blive og tale med et nærværende menneske.

Hvorfor endnu en blog om smykker?

Endnu en smykkeblogger er født. Endnu en lille boble er fløjet ud i bloggosfæren med sine billeder af perler, armbånd og halskæder. Hvorfor er den det?

Jo, ser du...

I mit arbejde med smykker har jeg selv haft rigtig meget fornøjelse af at læse andres blogs. Her har jeg samlet masser af uvurderlig inspiration til mit arbejde. Det har ganske enkelt været som at have adgang til en uudtømmelig skattekiste af idéer.

Og nu er tiden kommet til at give noget af alt det tilbage. Så jeg håber at du vil gøre som jeg har gjort: Lad dig inspirere af mit arbejde, snup idéerne, brug dem som du vil og gør dem til dine egne. Og læg endelig gerne et ord om hvad du synes om mine ting! Og har du kunnet bruge dem til noget, så vil jeg meget gerne se resulatet.

Rigtig god læselyst ønsker
Fru Skjoldborg