Se, egentlig er jeg slet ikke den rigtige Fru Skjoldborg. Den rigtige Fru Skjoldborg, det var min farmor. Et intelligent, rummeligt og dannet menneske med en sikker smag for de ting hun omgav sig med. En smag der var ren og klar og uden dikkedarer, oftest indeholdende blåtoner, turkis og en varm rosa.
Jeg hører nok til de relativt sjældne, der har haft fornøjelsen af i høj grad at dele smag med min farmor, og det er som om det rene, det blå og det turkise løber videre igennem Skjoldborg-familien, og blandt andet ud igennem mine hænder og ind i mine smykker - kan jeg lide at tænke...
Armbåndet her, i den kølige dybblå farve, afbrudt af den rene hvide med de små, blå blomster sender tankerne hen til en stille eftermiddag i farmors stue. Til det musselmalede testel. Til ro. Til støvkornenes dans i solstriben. Det gamle bornholmerur tikker støt og roligt. Ingen hast. Her vil man gerne blive og tale med et nærværende menneske.
