Mozart og smykkerne

Jeg hørte for nogen uger siden et radioprogram om Mozart. Det var spændende. Jeg blev siddende i bilen uden for Jysk for at høre det færdigt før jeg gik ind for at vælge hynder til havemøblerne.

Noget af det, jeg hæftede mig ved, var den enkle analyse af, hvorfor Mozarts musik tiltaler os så meget som det gør.

Det var blandt andet hans brug af gentagelser, sagde manden i radioen. Det menneskelige øre kan godt lide gentagelser. Men Mozart gav os mere end det, han gav os gentagelser med variationer.

Vi som lytter oplever altså både glæden ved at høre det kendte igen og fryden ved, at vi alligevel hører noget nyt.

Og er det ikke også lidt sådan når man har fundet en smykkemodel man holder af og som man laver i mange forskellige varianter? Man oplever glæden ved at gentagelsen og fryden ved at variere og gå på opdagelse.

Arvede svigermors skønne creoler
og tilsatte en jadeblomst på hver.



I en rodekasse i Kop&Kande dukkede en æske
akrylperler i uimodståelig orange op.



Festival-øreringene, de saftige gule æbler.



Og så de enkleste:
Creoler med færdigkøbte krussedullekugler.
I love it!

Ud i det blå

En gang i mellem lykkes det bare! Det der før var en lettere uordentlig samling af forskellige slags perler i poser, æsker og små dåser flyder pludselig sammen mellem hænderne på én, og bliver til et smykke. Ikke bare en række perler på en snor, men et smykke.

Grundidéen med de to parallelle tråde der lukkes ved at trækkes igennem en løkke hentede jeg i et amerikansk perlemagasin, Bead Star, som min mor havde med sig hjem fra det store udland, smækfyldt af inspiration. Det er synd, at den slags blade ikke står på kioskhylderne her i min lille by. Til gengæld har jeg levet meget længe på mit ene importerede eksemplar.

Halskædens "lås", metalringen som de to smykkewirer trækkes igennem er her den ene halvdel af en stavlås. I den lille løkke den har til at sætte en smykkewire i har jeg trukket to smykkewirer, som blev klemt fast med hver sin wireklemme. Og så gik jeg i gang med at trække perler på.

Jeg har brugt perler i forskellige størrelser, og når man gør det, er det vigtigt jævnlig at prøve halskæden på, så man ser, hvordan de store perler kommer til at ligge i forhold til hinanden når kæden kommer på, og den yderste smykkewire skal en længere tur rundt om halsen end den inderste. Ligger to store perler klods op ad hinanden kommer halskæden til at ligge ujævnt.

Begge wirer er afsluttet med et vedhæng med (fra oven) en lille perle, en stor blå glasperle og til sidst en eller to småperler igen.

Så da jeg havde trukket de sidste rocaillesperle på wirerne lod jeg dem ligge lidt. Jeg tog to perlestave, trak perler på til to ikke helt ens vedhæng der klædte hinanden og lavede et øje på hver perlestav.

Til sidst satte jeg vedhængene på enderne af hver sin wire vha. en wireklemme.

Men husk lige: vedhængenes glasperler skal selvfølgelig kunne komme igennem stavlåsen! Og nummer to vedhæng man trækker igennem skal også kunne komme igennem, når nummer et allerede er igennem og fylder lidt.

Det er, hvad der kan komme ud af at gå og klatkøbe perler når man ser noget til ikke ret mange penge i en farve man bare rigtig godt kan lide. Så ender man ofte med en samling af perler der faktisk klæder hinanden rigtig godt, og som ikke bare er en uordentlig samling materialer, men et potentiale for et smykke man bliver rigtig glad for!